Cashella's Casablanca: Hoppechampion, res. ungdyrschampion og res. supreme champion til årets kåring!

Nyheder fra Skovbylund

29-August-2019

Kåring 2019

Vi havde valgt at melde Holly til årets kåring, både til selve kåringen og til showet søndag.
Holly gjorde en fantastisk figur lørdag og viste sin formidable løsgjorte skridt, hvilket blev honoreret med et 9-tal!
Hun fik derudover 8 i type, kropsform, lemmer, trav og galop, og endte dermed med at blive kåret med 8,1 i helhed.
Søndag havde vi taget både Casablanca og Holly med til show. Det viste sig, at Holly absolut ikke kunne håndtere at have sin bedste veninde med i byen- så blev vi det klogere :-)
Casablanca brillerede til gengæld på et niveau, som vi slet ikke havde forestillet os. Hun vandt sin showklasse (nr. 1 af 4) og gik dermed videre til finalerne. Her var hun ikke til at skyde igennem og hun blev både hoppechampion, res. ungdyrschampion og res. supreme champion!
En fantastisk dag med vores smukke welsh!
Se billeder fra dagen i slideshowet herover.

22-Juli-2019

Brahetrolleborg hesteskue

Vi havde i år valgt at tage Holly med på Brahetrolleborg hesteskue. Det var en super hyggelig dag, hvor man har sin hest i en snor hele dagen, så Holly var med til det hele.
Se billeder i slideshowet herunder.
Hun opførte sig til UG og viste sig rigtig fint. Hun blev tildelt 23 point, og det kan man jo kun være tilfreds med :-)

14-Maj-2019

Plageskue på Allerupgård

Den første weekend i maj deltog vi ved plageskuet på Allerupgaard.
Det var en kold fornøjelse, men vi blev holdt til ilden af de to unghingste, Fakla Jellybean og Cashella's Herbie.
Jellybean kom i ringen først og han gjorde en særdeles god figur!
Han har udviklet sig rigtig godt henover foråret og fik vist sig fra sin bedste side.
Jellybean stod fløj i holdet med drømmekaraktererne 9-9-8-9 og 9 i helhed!!!
Herbie vokser rigtig godt (han måler nu 148 cm som 1 års), og han er nu helt klar over, at han er hingst ;-)
Han skulle alene i ringen, og det gav noget uro, så han fik ikke vist sin - ellers gode- skridt.
Han gav dog stadig en god figur og fik de flotte karakterer 9-9-8-7 og 8 i helhed!
Planen er, at begge drenge forbliver hingste indtil videre. Så må vi se, om de fortsat er håndterbare, eller om de skal kastreres på et tidspunkt.

04-Marts-2019

Foråret er på vej

Foråret lurer lige om hjørnet, og det er tid til en opdatering.
Der er sket en hel del siden sidste opdatering.
Cashella's Alley Cat er nu drægtig med Fakla Diablo. Hun har termin slut juli, så det bliver et sent føl.
Fakla Jellybean og Cashella's Herbie nyder hinandens selskab og vokser godt. Herbie blev udstillet på følskuet på Allerupgård sidst i august, hvor han klarede sig fantastisk godt: Klassevinder i en stærk klasse med 3 gode WPBR hingsteføl- og så med et 9-tal i helhed!
Derudover var han super flink at have med i byen.
Vi udeblev desværre fra finalen. Det skyldtes, at vi måtte hente Fakla Diablo ret akut oppe fra midtjylland. Alley var pludselig gået i stærk brunst, og eftersom det var meget sent på sæsonen, skulle det have et sidste forsøg. Godt vi gjorde det, for hun blev drægtig ;-)

Holly og Casablanca klar til afgang, kåring 2019

Cashella's Herbie med sin mor, Cashella's Holly Golightly på Fyns følskue. Klassevinder (1 af 3) med 9 i helhed.